MC-tur 2018 - Toscana

Morgenmad i Hüttener Berge Vi var lidt forsinket i Hamborg pga. nogle problemer undervejs, men det betød nu ikke noget. Ægteparret havde købt noget brød og pålæg til aftensmaden, som de ikke fik spist, så de delte med os andre. Der blev bare serveret en crosant og en kop kaffe, så lidt ekstra var velkomment. Det nye togselskab viser sig at være hurtigere til at få køretøjerne af toget. Det er også personalet, der fæster motorcyklen og løsner den igen. Klokken 8 kørte jeg nordpå og holdt ind ved Hüttener Berge for at få lidt mere morgenmad. Jeg tog mig god tid til at spise og drikke kaffe, men efter en time gik det videre nordpå. Til min store overraskelse blev jeg viftet ind af danske hjemmeværnsfolk ved grænsen. De ville se mit pas. Jeg spurgte, hvorfor de dog holdt mig ind, men det var fordi de havde været ude for, at MC'er bare var kørt igennem og med hjelm på, kunne de ikke se hvem det var, - underforstået at hudfarven var hvid. De lod mig køre og et par timer senere v

Jeg er begyndt at forstå, hvorfor italienerne spiser så lidt om morgenen. I hvert fald, hvis de spiser, som vi gjorde i går, - så meget og så sent. Det gik lidt langsomt med at pakke og mens jeg pakkede nåede jeg lige at hilse på Marcos søster. kl 10:30 gik det mod Lörrach. Jeg skulle bare ned på motorvejen og så mod Milano. Det gik bare derudaf. Lige før Milano holdt jeg stop for benzin til MC'en og mig selv. Jeg fik en burger fra Burger King. Det er sidste gang jeg får sådan en. Jeg kunne ikke spise det hele. Efter Milano mod Como mistede jeg en afkørsel og var på vej mod Varese. Jeg måtte gennem nogle små byer inden jeg kom på den rigtige vej til Como. Sct. Gottardo Jeg stoppede først lige før Sct. Gottard tunnellen og drak resten af colaen fra frokosten. Den blev kølet lidt af i en snedrive. Jeg havde frygtet kø før tunnellen, for det var der på vej derned kunne jeg se, men der gik fint. Der er altså ret varmt midt inde i tunnellen, så det var forfriskende at komme ud på d

Udsigt fra Marcos hus Det skulle vise sig at blive en lang og god dag. Jeg pakkede mine sager lige efter Sonja var taget afsted til lufthavnen. Det tager alligevel lidt tid at pakke alt i taskerne, få fat på motorcyklen i parkeringskælderen og tjekket ud, men til sidst kørte jeg nordpå mod Dolce Vero, Negrar i Valpollicella nær Verona. På vej ud af byen bemærkede jeg, at Firenze har en letbane med tog meget lig vores i Aarhus. Der er egentlig ikke så meget at sige om selve turen derop. Vejret var godt, så jeg havde ingen problemer. Jeg havde aftalt med Marco at være hos ham klokke 14 og det var jeg. Han tog mig på en tur rundt om hans hus, hvor hans forældre bor. De har overetagen og han flytter snart ind. "Det er jo her jeg arbejder", som han sagde. Vinstokke, opbundet som vi kender det. Bemærk den lille feromontråd til højre. Han har vinmarker fordelt rundt i underdistriktet "Villa" i Valpollicella. Den ene ligger lige ved huset. Han ønsker at bli

Madmarkedet med Chaintivinflasker i bastnet,  også kaldet "fiasko" Jeg havde lige lidt arbejde, som skulle gøres færdig om formiddagen, men ved 11:30-tiden forlod jeg hotellet. Jeg skulle lige over og se madmarkedet, som ligger i etagen under Street-Food-Markedet. Hold da op, et fint marked. Her kan intet dansk supermarked følge med. Sjovt at se hvad de sælger. Jeg så komave. Det er vist affald i Danmark, men i Italien og Frankrig bliver det brugt. Sonja var gået over på den anden side af floden, for at gå op til et udsigtspunkt. Jeg ville så prøve om jeg kunne komme op i kublen på domkirken. Man skal købe billet forinden, men der var udsolgt indtil søndag og jeg gad ikke stå i kø i to timer for at komme ind at se selve kirken. Det må blive næste gang. Hvad skulle jeg så finde på? Leonardo da Vinci-museet Jeg opdagede et museeum for Leonardo da Vinci. Den ville jeg se. Der var også til at komme til. Jeg ventede vel i 20 minutter. I ventetide snakkede jeg med

Aftenen forinden havde Sonja bestilt billetter på nettet til "Galleria degli Uffizi"; den største samling af renæsancekunst i Italien og måske i verden. Hvis ikke man bestiller billetter i forvejn, så kan man risikere at vente i timer. Vi slap med en halv time. Der er over hundrede sale og man skal vælge, hvad man vil se. Kort fortalt, kan man vel sige, at renæsancemalerne opdagede perspektivet i billederne og at de begyndte at interessere sig for andet end religiøse billeder. Der var udstillet buster fra førkristent romertid og man må sige, at de virkelig kunne lave virkelighedtro buster. Jeg kan jo ikke vide, om de er vellignende. Malerne blev også virkelig dygtige omkring 1500-tallet. De brugte mest af deres maling på religiøse billeder og det kan man virkelig blive træt af at se på, men håndværket kan man stadig beundre. Da vi var færdige, satte vi os på en restaurant på pladsen ved museet. Den var lidt dyr, så jeg nøjedes ned en salat og en øl og kaffe. Nåh ja,

Det skulle være Pisa i dag og især det skæve tårn. Den skulle lige hakkes af på listen, så måtte skyerne briste eller bære. Vi tog toget og togene i Italien kan anbefales. De er behagelige, præcise og kører hurtigt. Jeg skulle desværre arbejde lidt, men det kunne sagtens lade sig gøre i toget og så gik tiden dejlig hurtig. I Pisa kunne skyerne ikke holde sig mere og de bristede i en syndflod. Tårnet ligger knap 2 km fra banegården, men halvvejs måtte vi søge ly. Jeg havde købt en paraply, men det kan blive for slemt. Vi fik vor frokost på en cafe ved floden. Vi kunne vel ikke blive ved med at sidde i cafèen, så vi måtte videre. Den romerske vejrgud fik vist medlidenhed med os, for da vi ankom til tårnet og kirken lige ved siden af, stoppede regnen og vi kunne studere det i tørvejr. Det er faktisk lidt underligt, at det ikke allerede er væltet for navnet er ikke overdrevet. Det er faktisk også ret flot, så alt i alt var det måske alligevel turen og regnvejret værd. Det er beg

Rådhuset i Siena Vi ville til Siena, - Italiens smukkeste by, siger italienerne og så er Københavns rådhus kraftig inspireret af Sienas rådhus. Så det måtte vi se. Vi spurgte i receptionen, om vi skulle tage tog eller bus og de mente bus, for banegården ligger uden for Siena. Jeg var lige ved at fortryde, for selvom bussen er god nok, så er vejene helt ad Hel….. til. Der er buler og huller i et væk. Jeg var ved at blive køresyg af den hoppen og dansen af bussen. Vi blev læsset af i bymidten og gik roligt mod rådhuset. Der var et ophold i regnvejret, mens vi besigtigede rådhuset og det fine plads foran. I gamle dage var der hesteløb her og de har vist genoptaget det nu til dags. Kirken i Siena Vi gik videre op mod kirken, som også er fantastisk. Der er virkelig lagt noget arbejde i at bygge sådan en katedral. Vi skulle ikke op i noget tårn eller kuppel, så jeg købte bare den billigste billet. Det var også fint. På vejen tilbage åbnede himlen sig og vi søgte ly på en rest

Trappen til værelset i Pienza Så skulle jeg mod Firenze. Sonja ville komme med fly og så kunne vi opdage byerne sammen. Jeg ville besøge en vinmand undervejs. Jeg havde mødt ham til en Toscanasmagning i Silkeborg et par uger inden jeg tog afsted. Stedet hedder Antico Borgo di Sugame. Jeg fandt Sugame på Tomtom og kørte. Hov, jeg kørte jo mod syd og det burde være mod nord. Der er flere Sugame i Toscana og jeg var kommet til at vælge den nærmeste, som lå først på listen. Jeg vendte om og kørte så mod nord. Det ligger ret tæt på Firenze, så jeg kørte godt en time på motorvejen inden jeg drejede af og kørte ind i bjergene. Det er ikke rigtige bjerge, mere lidt som Vogeserne i Alsace, men der er hårnålesving. Et godt stykke inde i bjergene, holdt jeg ind ved en lille beværtning, hvor jeg kunne få lidt frokost. Egnens indbyggere samledes her for at spise søndagsfrokost og da vejret var dejligt, satte jeg mig i haven. De bwerømte oste fra Pienza Jeg kørte derefter

Montalcino I dag var det fruen i huset, der serverede morgenmad. Ikke at det ændrede så meget på menuen. I går serverede han små pizzaer, - kun med tomat og ost. Lidt mærkeligt, men OK for mig. Det var der også i dag, men nu var appetiten ikke til det helt store, så jeg spiste kun èn. De har heldigvis helt stoppet med deres søde kager. Jeg mener ellers, at jeg er åben for andre kulturer, men søde kager til morgenmad …. Jeg følte mig i det hele taget ikke rigtig godt tilpas, så jeg lagde mig på sengen igen og læste avis. Dejligt, at man, nu om dage, kan abonnere på en avis og læse den hvorsomhelst. Jeg tog mig sammen og kørte mod Montalcino, den sidste by, som jeg ville besøge, inden jeg fortsætter mod Firenze. Jeg turde ikke sætte GPS’en til at finde de mest mærkelige veje, så det blev den direkte vej, - viste det sig. Vinranker Jeg stoppede undervejs og tog nogle billeder af en vinmark. De har en speciel måde at binde vinrankerne op på her, - stammen kommer op af jorden

Borgen i Castellione del Lago Der ligger en sø lige øst for Pienza i Umbrien. Den hedder Lago Trasimeno. Den ville jeg køre ud til. Jeg valgte byen, Castiglione del Lago, som ligger ved bredden af søen og som har en lille havn. GPS’en valgte en tur ad små veje gennem bjergene. Det kan ikke umiddelbart anbefales at køre på små veje her. De er hullede og ujævne, så det ødelægger fornøjelsen ved at køre på snoede veje og kunne nyde udsigten. Søen og byen var god nok og jeg fik også min frokostsalat med udsigt over søen. Solen skinnede bravt fra en skyfri himmel, - så det var svært at bibeholde depressionen. Der var lidt diset over søen, men den er smuk. Der er et slot eller en borg i byen, som også er med til at pryde byen. Alt i alt, - værd at besøge. Udsigt fra Montepunciano Så videre hjemad mod Montepulciano. Vejen var bedre denne gang og jeg kunne bedre nyde udsigten. Montepulciano viste sig at leve op til den første del af sit navn: Monte (bjerg). Jeg måtte s

Centrum af Bagno Vignoni Han havde lært det. Nu var der skinke og pølse til morgenmaden. Endda en god skinke fra Sienna. Tørret og mørk. Han viste mig endda svineracen. Åhh, hvor ville jeg ønske, at vi kunne være lige så stolte af danske skinker, men det kan vi endnu ikke. Jeg fortalte ejeren, at jeg ville besøge en af de mange “terme” i området, - altså varme kilder, som har været brugt lige siden etruskerne og især i romertiden. Han foreslog en tæt på kaldet Bagno Vignoni. Det er kun ca. 15 km fra Pienza. Turen dertil er smuk. I denne del af Toscana er der bløde bakker og pinjetræer. Jeg parkerede motorcyklen og slentrede lidt rundt. Der var åbenbart flere varme kilder og “Spa”, som de kalder det, - dvs. Wellness-centre. De tillægger vandet alle mulige helbredende egenskaber. Det er overtro fra romertiden, men derfor kan det jo godt være dejligt. Det er en lille by, der består af disse Wellness-centre og restauranter. Man kan komme til på denne årstid. De var ved at udgrave romer

Dagen skulle foregå i Pienza. Ikke køre mere på MC i dag, men søde kager til morgenmad. Det kan en dansker ikke leve af, - men italienerne kan åbenbart. Ejeren lovede at forbedre sig til i morgen, men han havde i går sagt, at han ville gerne have betalingen for værelset på forhånd og i kontanter. Så måtte jeg vel hæve nogle penge. Jeg gik op til banken på torvet og hævede 400 €. Så mange penge havde jeg ikke lige plads til i pungen, så jeg måtte lige rydde op. Alt imens jeg gjorde det, spiste automaten pengene igen, fordi jeg ikke havde taget dem. Mastercard havde også spærret kortet i 24-timer og det blev noget af et bureaukrati at få pengene tilbage. Jeg kunne ikke få dem udbetalt, men de lovede at overføre dem til min konto. Nå, jeg hævede så 200 € på mit Visa-kort. Det stressede mig lidt, så jeg gik op i byen og fik en lasagne til frokost. Jeg hvilede lidt ud på værelset og bestemte mig så for at løbe en tur. Pienza ligger på en bakketop, så starten går fint. Jeg havde fundet e

Oliventræer med Pienza i baggrunden Det var udmærket morgenmad. Der var æg og det er fint i Italien. Jeg pakkede mine sager og kørte sydpå. Der er ikke langt til Milano og derefter ind på E35 mod Bologna. Vejen er meget fin med mindst 3 spor i hver retning og meget lige, - både vandret og lodret. Toget kører lige ved siden af og den kører hurtigt. Jeg kørte 130 km/t og den kom bare susende forbi. 200 km/t, - mindst. Jeg skulle køre 450 km og ved Bologna havde jeg kørt 200 og tog min frokost på en Autogrill. Jeg fortsatte derefter mod Firenze og pludselig kørte jeg mere i tunneller end udenfor. Jeg skulle igennem Appeninerne. Jeg kom ud på den anden side ved Firenze. Der gik vejen mod Rom, men det gør de jo alle. Jeg havde egentlig forventet lidt flere vinmarker her i Chaintiland, men der var mange andre afgrøder. Jeg kørte af E35 ved Bettolle mod Pienza. Jeg fandt hurtigt hotellet Affitacamera La Carbonaia. Hotel er måske så meget sagt.Jeg vil kalde det Bed & Breakfast, me

Ved Sct. Gotthad Underlaget var lidt hårdt og herren nedenfor hostede lidt igennem natten, så jeg havde måske ikke sovet alt for godt. Kl. 7 kom konduktøren med “morgenmad”, - en croissant med syltetøj og en kop kaffe. Det er til at vågne på, men ikke til at leve på. Jeg kunne se, at der var rim på græsset, mens vi kørte ind mod Lörrach, så jeg skulle nok forberede mig på lidt mere kulde. Det tog selvfølgelig noget tid fra at vi var blevet smidt ud af kupèen, til vi kunne få vore køretøjer. Jeg kørte derefter straks mod Schweiz og stoppede ved grænsen for at få en Vignette, så jeg har lov til at køre på de schweiziske motorveje i år og nok så vigtigt, - i tunnellerne. Vel inde i Schweiz stoppede jeg ved en motorvejscafè, for at få rigtig morgenmad. Det kan man bestemt. Man skal selvfølge betale for det. Euroen koster nu om dage 1,11 SFR, så alt er dyrt her. Det var nu dejligt, at få fyldt maven til turen mod Como i Italien, - lige ved grænsen til Schweiz. Det er en fornøjelse at

Den første dag er som regel ikke særlig interessant, - måske bortset fra sidste år, men i år gik det fint. Jeg tog hjemmefra kl. 12:40 og kørte stille og roligt mod Hamborg. Vejen fra grænsen til Hamborg er blever renoveret og kun på de sidste 50 km var der lidt vejarbejde. Jeg var der vel ved 16-tiden, så der var fin tid til at slentre lidt rundt, inden jeg skulle om bord kl. 19:15. Jeg fandt et lille værtshus med alskens tingel-tangel høngende ned fra loftet, - modelskibe, gamle pistoler osv. Intet var gjort rent i årtier, så det mindede om "Dirty Dick" i London. Efter et par øls tid, gik jeg tilbage til toget og snart kunne jeg køre om bord. Det er lavsæson i april, så der var god plads. Jeg fandt min kupè og et ægtepar var allerede ankommet. Jeg måtte op på øverste hylde i kupèen. Jeg fik mig indrettet og gik hen til restaurantvognen, hvor jeg bestilte mad til kl. 20, når toget kørte. Indtil da fik jeg mig en lur. Ægteparret havde talt fransk sammen, men da jeg vågnede,