Lørdag, 7. april 2018 - Montalcino
Montalcino |
I dag var det fruen i huset, der serverede morgenmad. Ikke at det ændrede så meget på menuen. I går serverede han små pizzaer, - kun med tomat og ost. Lidt mærkeligt, men OK for mig. Det var der også i dag, men nu var appetiten ikke til det helt store, så jeg spiste kun èn. De har heldigvis helt stoppet med deres søde kager. Jeg mener ellers, at jeg er åben for andre kulturer, men søde kager til morgenmad ….
Jeg følte mig i det hele taget ikke rigtig godt tilpas, så jeg lagde mig på sengen igen og læste avis. Dejligt, at man, nu om dage, kan abonnere på en avis og læse den hvorsomhelst. Jeg tog mig sammen og kørte mod Montalcino, den sidste by, som jeg ville besøge, inden jeg fortsætter mod Firenze. Jeg turde ikke sætte GPS’en til at finde de mest mærkelige veje, så det blev den direkte vej, - viste det sig.
Vinranker |
Jeg stoppede undervejs og tog nogle billeder af en vinmark. De har en speciel måde at binde vinrankerne op på her, - stammen kommer op af jorden og vandret ud kommer en gren, - den eneste. Jeg formoder, at denne gren skal lave de skud, som skal bære druerne senere. Montalcino ligger også på en bakketop og ligner alle de andre byer. Den har dog en stor flot borg øverst oppe. Inde i borgen var der (også) en vinbutik. Jeg nægter altså at købe vin med hjem herfra. Jeg kan købe dem til samme (høje) pris derhjemme og så har jeg ikke besværet med at slæbe dem hjem. Jeg satte mig på en cafè og fik en lasagne med en salat til. Jeg slentrede bagefter videre og tog lidt billeder af den fine udsigt.
Hjemturen fik GPS’en lov at bestemme, - men ingen grusveje!
Borgen i Montalcino |
Vejret var fint, så jeg smed MC-tøjet på værelset og gik ned til en lokal restaurant, hvor jeg kunne sidder i haven og nyde en øl. Bagefter gik jeg hen til stambaren “Pienza 491”. 491 refererer til højden i meter over havet. Alessio var i gang med at skære i en skinke, der havde hængt i 30 måneder. Han havde lige fået den leveret, så jeg fik en smagsprøve. Jeg ville have en hel tallerken. Det er bare så lækkert, især med en god hvidvin til. Jeg ville nu summe mine erfaringer op med to sammenlignende smagninger. Èn med Rosso di Montepulciano og Rosso de Montalcino. Derefter Vino Nobile di Montepulciano og Brunello Montalcino. Brunelloen blev en sikker vinder, men jeg drikker meget gerne Vino Nobile di Montepulciano, hvis nogen har råd til at servere et glas for mig. Jeg måtte byde mine venner i 491 farvel. Jeg skulle have noget at spise, så jeg gik hen til restauranten fra før.
Alessio og Gioiella |
Jeg satte mig indenfor, for så varmt var det nu heller ikke. Min forret var nogle små toast med forskellige “pålæg”. Det er ret populært på disse kanter. Hovedretten var hjemmelavet spaghetti med ragout eller bare kødsovs. Vinen var en Rosso Montepulciano serveret i en lille karaffel. Ikke dyr, men rigtig god alligevel. Så gad jeg ikke mere. Gik hjem på sengen og hørte musik og læste.
Kommentarer
Send en kommentar