 |
| Udsigt fra Marcos hus |
Det skulle vise sig at blive en lang og god dag. Jeg pakkede mine sager lige efter Sonja var taget afsted til lufthavnen. Det tager alligevel lidt tid at pakke alt i taskerne, få fat på motorcyklen i parkeringskælderen og tjekket ud, men til sidst kørte jeg nordpå mod
Dolce Vero, Negrar i Valpollicella nær Verona. På vej ud af byen bemærkede jeg, at Firenze har en letbane med tog meget lig vores i Aarhus.
Der er egentlig ikke så meget at sige om selve turen derop. Vejret var godt, så jeg havde ingen problemer. Jeg havde aftalt med Marco at være hos ham klokke 14 og det var jeg. Han tog mig på en tur rundt om hans hus, hvor hans forældre bor. De har overetagen og han flytter snart ind. "Det er jo her jeg arbejder", som han sagde.
 |
Vinstokke, opbundet som vi kender det.
Bemærk den lille feromontråd til højre.
|
|
Han har vinmarker fordelt rundt i underdistriktet "Villa" i Valpollicella. Den ene ligger lige ved huset. Han ønsker at blive certificeret økolog, så han bruger ingen sprøjtemidler. For at holde en bestemt insekt væk, har han hængt nogle "tråde" op for enden af vinmarken. Den spreder
feromoner.
Vi gik ind i hans vinkælder og smagerum, som han netop har færdiggjort. Den ser flot ud. Han ringede efter Sandro, som jeg mødte sidste år. Han lever af at designe etiketter til vinflasker.
Vi smagte de tre af vinene, som er kommet på flaske, - Valpollicella, Repasso og Resioto, alle 2016. Jeg fik også lov at smage hans Amarone fra tønden. Kraftige sager, men den har endnu ikke meget duft, - lukket, som man siger.
 |
| Her er Marcos vinstokke opbundet som Perkola Veronese |
Vi tog nu en tur rundt i området i Sandros bil. Først skulle vi se en anden af Marcos marker. Her var vinene hængt højt og bredt ud som et tag eller percula. systemet hedder også "Percula Veronese". Nu skulle jeg se dalene i Valpollicella, som er de forskellige områder, som Valpollicella er delt op i. Marcos område hedder "Villa", - opkaldt efter en villa fra romertiden, som blev fundet. Vi kørte op ad små snoede veje i italiensk stil. En gang imellem blev der stoppet, så jeg kunne se en ny dal og måske tage et billede. Jeg havde ingen anelse om hvor jeg var, men Sandro var en ivrig turist guide. Vi kørte nu op til en økologisk vinbonde "Monte dei Ragne". Han har lavet økologi siden 80'erne og Marco skulle introduceres til ham for at få gode råd. Vi smagte et par af hans fantastiske Amaroner, - den sidste fra 2002. Der findes en video på youtube, hvor vinbonden fortæller om sin historie og filosofi. Find den
her. Husk at slå undertekster til, med mindre du forstår italiensk.
 |
| Et af rummene i villaen |
Så gik turen videre. Sandro hold lige ind til siden i en lille landsby og købte tre sandwiches. Tørt brød med god salami, men jeg kom da igennem den. Vi stoppede ved et stort hus, der var ved at blive restaureret. Sandro kendte ejeren og vi blev vist rundt. Der var talrige rum, som alle skulle have en omgang. Nogle havde gamle malerier direkte på væggene. Selve huset var vist fra det 5. århundrede, men var blevet udvidet løbende. Det meste var vel fra omkring 12-13 århundrede.. I en af de tre læønger skulle indrettes AgriTurismo-lejligheder. Det er tydelig "big business" i Toscane i disse år. Sandro var lige hjemme ved hunden mens vi blev vist rundt, men da vi kom tilbage, kørte han os videre. Jeg troede, at vi nu skal have noget at spise, for han stoippede ved en bar, men vi skulle bare lige have et par glas vin inden middagen.
 |
Marco og jeg i hans nye smagerum,
med hans vinkælder bagved. |
Så vide til restauranten. Sandro kendte selvfølgelig værten, som godt kunne lige værten i Lady og Vagabonden. Vi skulle i hvert fald have hans bedste, så i første omgang blev der serveret tre små retter på en talerken. En til hver. Dejligt! Men der kom endnu syv. Da vi også skulle have hovedret, måtte jeg prioritere. Jeg levnte lidt af hver ret og var en smule flov, men det var helt i orden, så det ud til. Så kom hovedretten ind på bordet, en pande med en kæmpebøf, skåret ud til stykker, som man kunne atge over på sin tallerken. Det lignede en flanksteak, men var mør og meget rød indeni. Det smagte bare fantastisk. pludselig kom endnu en pande ind med svinekød marineret i honning. Jeg var ved at falde ned af stolen, så meget mad, men både Sandro og Marco tog for sig af retterne, men til sidst gav de også op. Så en lille kop kaffe og et par flasker blevet stillet på bordet, som vi bare kunne tage af. Det var likører, men af forskellige styrker. Den stærkeste på 45%.
 |
Marcos lager af vintønder. Ikke meget,
men Amarone er dyr, så han klarer sig nok. |
Selv da Marco var i gang med at betale regningen, kom der et par glas likører, - en med mentol. Så behøver man ikke børste tænder.
Nu var det på tide at køre hjemad. Jeg skulle være på hotellet senest kl. 23. Marcos søster var ansat på hotellet, så Marco havde en hvis snor i ankomste, men 23 var absolut senest. Hjemme hos Marco pakkede jeg MC'en og kørte efter dem ned til hotellet 1 km væk. Jeg blev tjekket ind og fik lige en sidste snak udenfor inden vi skiltes
 |
| Marco tapper lidt Amarone til os |
Kommentarer
Send en kommentar